Almas andet ansigt
Da Alma begynder at modtage truende hade-sms'er, udtænker hun og veninden Josefine en plan, der skal afsløre gerningsmændene. Det kan helt sikkert ikke gå galt. Eller kan det?
"Fortæl mig, hvordan det hele begyndte?" Konflikt-Kisser lænede sig ind over katederet og så fra mig til Josefine og tilbage igen.
Klasselokalets vægge rykkede nærmere, og mit hjerte begyndte at hamre helt vildt. For tusinde gang så jeg Alberte for mig. Hendes spinkle skikkelse, der forsvandt ind i opgangens mørke sammen med manden. Hvad kaldte man den slags typer? En børnelokker? Men faktisk var det Josefine og mig, der havde lokket Alberte derhen. Jeg så ned i bordet. Ingen af os sagde noget.
Bogen er en selvstændig fortsættelse af Almas mareridt.
Carlsen 2010
En lille, dyster og letlæst historie fra mørke pigehjerter. Om Alma på 12-13 år, som begynder at modtage hade-sms'er og går helt i selvsving. Via en falsk profil på Facebook og pigelist lykkes det Alma og hendes veninde at lokke Alberte – der har fundet på øgenavnet Kvalma – alvorligt i fedtefadet. Men var det nu også hende, der var afsender? Det lille ord 'undskyld' spiller en stor rolle i historien. Forfatteren har et røntgenblik for de små detaljer, forkerte ord, forsmåede følelser og en alt for livlig fantasi. Anbragt i en ærkenormal hverdag. Sikke meget der kan siges i korthed.
Steffen Larsen, Politiken lørdag den 12. februar 2011, Fire hjerter.
Lektørudtalelse
Anvendelsesmuligheder/målgruppe/niveau
Denne bog henvender sig til piger fra 10-12 år. Bogens temaer er pigeintriger, mobning og forelskelse. Den kræver ikke nogen speciel formidling, da den lidt kedelige forside (nu ny udgave med ny forside) med tydelighed viser en pige, der modtager en hade-sms.
Beskrivelse
Denne bog er nr. 2 i en serie om pigen Alma, men den kan godt læses separat. Alma modtager en hade-sms: "Fuck dig bitch", og hun tror straks, at den er fra klassekammeraten, Alberte. Alberte mener, at Alma har "stjålet" hendes veninde Josefine, der nu er Almas bedste veninde. Alma opretter en profil på Facebook i den ukendte Felix' navn og håber, at hun på den måde kan få Alberte til at afsløre sig selv. Begivenhederne udvikler sig på en lejrskole, og da de kommer hjem, aftaler Alberte et møde med Felix, og Alma beslutter sig for at overvære Albertes afbrændte date. Men tingene udvikler sig uforudsigeligt, og det hele går galt. Det er en god historie, der fortælles i 1. person af Alma, og de mange sms-beskeder udgør også en del af teksten. Hele forløbet er skildret spændende og medrivende, og alle skolepiger fra 9-14 år vil sluge bogen. Sprogtonen og jargonen er perfekt ramt.
Sammenligning
Der er mange bøger om skoleveninders genvordigheder og venindeproblemer. Knus og kaos, 2009 af Ingelin Angerborn henvender sig ligeledes til samme målgruppe og skildrer også drenge- og venindeproblematikker.
Samlet konklusion
En rigtig god og velskrevet pigebog, der på glimrende vis skildrer nogle moderne problematikker, som alle de potentielle læsere vil nikke genkendende til.
Lektør: Vera Hollerup