Ikke uden Frederikke

Ikke uden Frederikke

Jeg stirrede på væggen, som var fuld af platte kommentarer. Lokumsgrafitti. Everything will be okay in the end. Og så en tegning af en bar røv. Alex er ulex ... Hov! Mit blik blev fanget af en ny graffiti skrevet med guldtusch.

Forræderrikke

Frederikke, Gudrun og Ludvig går i 6. B. De stiller alle tre op til en landsdækkende dramakonkurrence. Men der skal kun bruges to skuespillere. Ludvig får den ene rolle, men hvem skal han spille sammen med? Frederikke og Gudrun er bedste veninder ... eller er de?


Forlaget Fiktion 2015

Medforfatter: Daniel Zimakoff


Lektørudtalelse

Kort om bogen
Hjertevarm bog om 3 venner i 6. klasse, der drømmer om at blive skuespillere, men lader misundelse komme imellem dem. For alle mellem 10 og 13 år, som gerne vil læse en god historie om jalousi, mobning og rigtige venner.

Beskrivelse
Frederikke, Gudrun og Ludvig går i 6.B og melder sig til en landsdækkende drama-konkurrence, men kun Frederikke og Ludvig går videre. Gudrun bliver jaloux og det hele udvikler sig dramatisk. Heldigvis er Frederikke en klog pige, der bruger sin kreative tankegang til at få det sidste ord. Frederikkes forældre er lige blevet skilt og det er heller ikke nemt pludselig at skulle passe sin lillebror. Det danske forfatterpar har tidligere skrevet bøger sammen, bl.a. den prisbelønnede Strømsvigt - Sofia og Tobias.

Vurdering
Sproget er nutidigt og man kommer tæt på både gode og mindre gode sider ved hovedpersonerne. Bogen er god underholdning, men lægger også op til snak om mobning. Forsiden viser Frederikke i forskellige situationer sammen med et enkelt billede af Ludvig. Forsiden vil mest tiltale piger, men drenge vil ikke blive helt afskrækkede. Rigtig god bog med noget på hjertet.

Andre bøger om samme emne/genre
Kan du lide Mette Finderups bøger om Emmy og Måns Gahrtons bøger om Rosa vil du også nyde denne bog.

Til bibliotekaren
Dansk børnebog af høj kvalitet, bredt indkøb anbefales.

Lektør: Maria Sjøblam

____________________________________________________________________________________________________________________

Ikke uden Frederikke.

Ida-Marie Rendtorffs og Daniel Zimakoffs seneste opus, Ikke uden Frederikke, handler om venskab og om, hvor langt man er parat til at gå for at forfølge sit mål. Hvor meget vil man – tør man – satse? Denne lille, fine roman sætter fokus på den korte afstand, der kan være mellem venskab og fjendskab. Historien kredser om tre konkrete 12-13-årige typer, nemlig den dominante Gudrun, den lidt vege, Frederikke, der ikke tror voldsomt meget på sig selv, og Ludvig, der tror, han kan undgå at tage stilling og vælge side, men til sidst bliver han nødt til at træde i karakter – og gør det flot. De to forfattere fortæller: ”Vi fik ideen til romanen, da vi sammen var ude som dommere i Smart, parat, svar – en landsdækkende konkurrence i viden for børn i 6. klasse. Vi digtede videre på konceptet og besluttede, at det i bogen skulle være en dramakonkurrence. Vi ville gerne teste, hvor meget et venskab kan holde til. Derfor lader vi tre venner – to piger og en dreng – møde op til casting, men der er kun to, der bliver valgt til at gå videre i konkurrencen.” Gudrun tror, at hun helt sikkert bliver den udvalgte, men Frederikke melder sig i sidste sekund til castingen og mod alle odds bliver hun valgt. Og så er Fanden løs i Laksegade! Imidlertid finder Ludvig og Frederikke ind i et fint og konstruktivt samarbejde om en Shakespeare-tekst, mens Gudrun skumler og intrigerer. Slutningen på historien er meget overraskende, men skal ikke røbes her. Nogle venskaber styrkes, andre svækkes, men klogere bliver de alle. De to forfattere, der i 2004 modtog Kommunernes Skolebiblioteksforenings Forfatterpris for deres fine ungdomsroman Strømsvigt, ved noget om, hvad der foregår inde i 12-13-årige drenges og pigers hoveder – og de er gode til at omsætte det til gode, relevante, aktuelle og troværdige historier. Ikke uden Frederikke er ikke nogen undtagelse! Forlaget Fiktion er de to forfatteres nystartede mikroforlag, og Ikke uden Frederikke er forlagets første udgivelse.

Ikke uden Frederikke af Ida-Marie Rendorff & Daniel Zimakoff, Forlaget Fiktion, 2015, 111 sider

August 2015 - Bent Rasmussen

Ida-Marie Rendtorff E-mail: ida-marierendtorff@hotmail.com Telefon: 22397456