Stemmetyven 2 - Slangegraven

ENTEN GØR MAN NOGET FOR AT HJÆLPE, ELLER OGSÅ ER MAN MEDSKYLDIG!

Tia er stukket af hjemmefra for at redde sin bedste ven Halvar fra den onde klanleder Tarelf. Det er næsten umuligt at komme ind på Tarelfborgen, hvor Halvar sidder fanget, men Tia får heldigvis hjælp fra pigen Bjørka, som hun møder på vejen. Hun får også brug for sine evner som stemmetyv – og for alt det mod, hun ikke har.

Men Tarelf er ikke nem at narre. Vil det lykkes for Tia at redde Halvar fra at blive kastet i Slangegraven og få den værste død af alle?

Blæst bagover af begejstring … Stemmetyven er simpelthen på alle måder virkelig fed. Emil Blichfeldt, Weekendavisen

2. del i serien om Stemmetyven

Gyldendal 2018 - også som E-Bog, hent en prøve her og som lydbog, hør en prøve her.


Lektørudtalelse

Kort om bogen
Forrygende fortsættelse i serien om "Stemmetyven", Tia, der er på vej til Tarelfborgen for at redde sin ven, Halvar, fra den onde klanleder Tarelf. For fantasylæsere fra 10 år

Beskrivelse
Tia får heldigvis hjælp på sin farefulde færd af Bjørka, pigen med de to ansigter, som hun mødte i første bog. Det lykkes at komme ind i Tarelfborgen - en næste umulig opgave, som kun lykkes fordi Tia bruger sine evner som stemmetyv. Men er Tias evner og opbydelsen af al det mod, hun ikke vidste hun havde, nok til at redde Halvar fra den sikre død i slangegraven? Og vil det lykkes Tarelf at få fingrene i opskriften på Tordenpulveret, en opfindelse der vil give ham ubegrænset magt? Bog 2 i serien, der skal læses i rækkefølge

Vurdering
En meget spændende fantasy-serie med handlingen i centrum, hvor der samtidig er plads til personernes følelser og udvikling. Det er den klassiske kamp mellem det gode og det onde, og hvordan grænserne for hvad man selv vil gøre udviskes når dem man holder af er truet. Bogen har korte sætninger, og er let at læse, uden at det på nogen måde går ud over kvaliteten. Lars Gabels sort-hvide illustrationer passer godt til historien og er med til at give bogens univers dybde og ekstra spænding. Bogen slutter med en vaskeægte cliffhanger, jeg venter i spænding på næste bog

Andre bøger om samme emne/genre
Hvis du kan lide Vildheks. [Bind] 1 og serien "Pigen fra havet", hvor 1 bind erRavmedaljonen ), skulle du tage at prøve denne serie

Til bibliotekaren
Anbefales til folkebibliotek og PLC, i samme omfang som 1 bind

Lektør: Johanne Elvers Madsen


Ægte fantasy

Kongen vil gøre alt for at øge sin rigdom. Da det viser sig, at et helligt bjerg rummer sølv, bliver der gjort klar til at bruge alkymistens nyeste opfindelse: tordenpulver.

Men før det kan ske, bliver alkymisten overfaldet af Tarelfs klan. De bortfører hans søn, Tias bedste ven, Halvar.

Men Tia vil ikke bare lade stå til, mens hendes ven bliver dræbt af Tarelfs slanger. Hun begiver sig af sted for at redde ham. Hun klipper sit hår kort og forklæder sig som budbringer. Tia kommer ind på Tarelfborgen ved at bruge sin evne til at kopiere andres stemmer.

Den evne har givet hende tilnavnet Stemmetyven. Snart skal hun stå foran den udspekulerede klanleder Tarelf, og hvis han ikke falder for hendes list, så venter slangegraven med hundredvis af udsultede slanger. Hvis Tia bliver fanget, hvordan skal hun så undslippe? Hvor langt er hun parat til at gå for at redde sig selv og Halvar? Jeg kan godt lide at snakke med andre læsere om, hvad der gør en bog god. »At den er ægte,« sagde en pige, jeg kender. Og ægte er lige, hvad Stemmetyven er. Tia opfører sig som et rigtigt menneske. Hun føler glæde og frygt, og hun laver fejl, på samme måde som Tvebak i Brødrene Løvehjerte og Dina i Skammerens datter. Tia gør ikke det, der er klogest, hun gør alt, hvad hun kan, for at overleve, selvom det måske kan bringe andre i fare.

I Stemmetyven går det hele op i en højere enhed, og ægtheden gør det til en af de bøger, man vil læse igen og igen.

Anmeldt af Emil Blichfeldt, Weekendavisen 4. januar 2019


Stemmetyven, en fremragende fantasyserie

Kaaberbøls mange fantasyserier er fremragende. ”Skammerens datter” og ”Vildheks” har givet mange læselyst og læserutine og gode oplevelser. Josefine Ottesen har leveret et utal af fantasytitler helt siden ”Fjeren og rosen” tilbage i 1986, ”Djævelens lærling” i Kenneth Bøgh Andersens djævleserie bliver svær at overgå, men jeg mener, at Ida-Marie Rendtorff med serien om ”Stemmetyven” er en ny kvalitetsserie til mellemtrinslæsere.

”Stemmetyven” – en ny serie for de 10 – 12 årige læsere. Kaaberbøls mange fantasyserier er fremragende. ”Skammerens datter” og ”Vildheks” har givet mange læselyst og læserutine og gode oplevelser. Josefine Ottesen har leveret et utal af fantasytitler helt siden ”Fjeren og rosen” tilbage i 1986, ”Djævelens lærling” i Kenneth Bøgh Andersens djævleserie bliver svær at overgå, men jeg mener, at Ida-Marie Rendtorff med serien om ”Stemmetyven” er en ny kvalitetsserie til mellemtrinslæsere. Der er udkommet to bøger i serien: ”Pigen med de to ansigter” og ”Slangegraven”. Dansklærere må glæde sig over en serie, der har kvalitet i sprog, tematik, tegninger og spænding.

Her er en kort præsentation af de to første bøger i serien. De er på 136 sider, så det er overskuelige bøger, der også kan inddrages i danskundervisningen.

”Tia gik tilbage til disken, åbnede tappen og lod det gyldne øl strømme ned i kruset. Hvis bare … Hvis bare Halvar aldrig var taget af sted. En ting var, at delegationen skulle afprøve hans fars seneste opfindelse – tordenpulveret. Noget andet var at sprænge hul i et helligt bjerg. Hvordan kunne kongen få den sindssyge ide?”

I ”Stemmetyven” er Tia en ung pige, hvis kæreste (eller måske hemmelige kæreste, det ved vi ikke helt) er blevet borte. Han red af sted, og nu mener Tia, at han er fange på borgen hos Tarelf. Unge piger har ikke de store handlemuligheder i det samfund, hvor Tia befinder sig. Det er noget middelalderligt, hvor kvinder må klare sig, så godt de kan. Tia er dog yderst snarrådig og godt hjulpet af sin evne som ”stemmetyv”, så klarer hun mange udfordringer.

En stemmetyv kan efterligne andres stemmer. Det kan Tia, men hun kan også gå og bevæge sig helt som andre mennesker, hun har mødt. Det kan være god underholdning på kroen, hvor hun serverer, men det viser sig også nyttigt på vejen mod at befri Halvar.

Hun får en hjælper på turen, Bjørka, der er mindst ligs så kvik og handlekraftig, som hun selv er.

Sproget er fantastisk læseværdigt. Smukke metaforer, gode replikker, hurtige skift i tid. Et eksempel kan være: ”Stjernerne lyste i tusindvis som morild i et bundløst nattehav”. ”Et par olielamper kastede et mat lysskær ud over de gulnede vægge og gulvplankerne.” Og ”Her og der stak klippestykker op af jorden; i mørket lignede det silhuetter af sovende fortidsdyr.”
Sproget er smukt. Det er illustrationerne også. Det er sorte stregtegninger, der dels bliver brugt som vignetter og dels indgår i teksten. Det er Lars Gabel, der har tegnet. Han har en sans for at ramme det uhyggelige, samtidig med at persontegningen er fyldt med nuancer. Da Tia og Bjørka kommer til den store port indtil byen, så er det en voldsom stor port. Det kan Lars Gabel få illustreret, netop fordi han får perspektivet til at ligge hos Tia.

”Enten gør man noget for at hjælpe, eller også er man medskyldig”, sådan lyder moralen i bogen. Det lægger Tia sig på sinde, og det er også budskabet til læseren: Enten før man noget for at hjælpe, eller også er man medskyldig.”

Her kan man læse og se forskellen på en kvalitets-fantasy-bog og så de utallige amerikanske oversættelser af børnebogsserier, hvor magiske orker og drager jagter kostskoleelever i et amerikansk og urealistisk miljø.

Sproget gør som skrevet en forskel. Men også alvoren hvormed kampen mellem de onde og gode foregår. Her hos Rendtorff er der ikke kun kulsorte skurke og snehvide helte, der er skygger og nuancer af gråt, når ondskaben skal holdes nede.

Bog to i serien hedder ”Slangegraven”. Nu er Tia og Bjørka kommet tættere på Tarelfs borg, hvor Halvar er taget til fange. Det Tias opgave, mener hun selv, at befri ham. Det bliver en opgave, der er langt sværere end hun havde frygtet. Helt alene kommer hun forbi slangeporten, hvor levende slanger vogter byens indgang, men det går ikke helt som ventet, da hun kommer i audiens hos Tarelf.

”Vi skal mærke, vi er i live”, siger Halvar, da han sammen med Tia bliver præsenteret for et veldækket bord på borgen. ”Hvis man mærker livet, er det vel sværere at vælge døden”, siger han herefter.

Også her i ”Stemmetyvven” kan man høre Jonathan Løvehjertes ord: ”Der findes ting man må gøre, ellers er man ikke et menneske, men bare en lille lort”. Tia og Halvar og Bjørka må gøre det, det kræver at være et menneske.

Anmeldt af Bodil Christensen, Folkeskolen.dk


Anmeldelse Bibliotekat på Instagram:

Slangegraven er andet bind i Ida-Marie Rendtorffs spændende fantasyserie om Tias bestræbelser på at redde sin ven.

Som altid har Rendtorff helt styr på sproget og spændingskurver og det er en serie af fremragende kvalitet til mellemtrinslæsere.

Tia er både klog og handlekraftig i en verden hvor piger ikke har mange muligheder, og ikke dummere end at hun ikke vælger en ligegyldig heltemodig død fremfor at købe sig længere tid til måske at undslippe slangeherrens kvælende favntag.

Moralen i bogen er tydelig og sympatisk: ”Enten gør man noget for at hjælpe, eller også er man medskyldig”. Og det gælder jo såmænd også i vores verden.

Jeg glæder mig til at læse videre i serien.

Fra ca. 10-11 år.