Landet uden skyer 1 - Ørkenskibet
I landet Fafára er der ingen skyer; alt er dækket af sand, og solen brænder evigt. Runa og Maxim er blevet udstødt fra den børnegruppe, de før var en del af, og må nu selv forsvare sig mod den fjendtlige voksengruppe Amazonerne – og kæmpe for at skaffe mad og vand. Vand er en kostbar ressource, og da de to børn en dag opdager, at deres vigtigste vandkilde er blevet forgiftet, ser det sort ud. Men så finder de et mystisk kort ...
Gyldendal 2025 - også som E-Bog, hent en prøve her og som lydbog, hør en prøve her
Materialevurdering
Kort om bogen
I den tilsandede by Fafára kæmper pigerne Maxim og Runa for at overleve under den brændende sol. Da deres eneste vandkilde forurenes, bliver kampen desperat - indtil et køretøj dukker op under sandet. For 12-16-årige læsere af dystopisk science fiction
Beskrivelse
Der lurer farer overalt i Den tilsandede by, hvor kun toppen af de højeste bygninger stikker op af sandet. Efter at de er blevet smidt ud af deres gruppe, lever Maxim og Runa bor i en forladt bygning med Runas syge bedstefar og en tavs mand. De lever af at jage konserves og vand, mens den brutale bande Amazonerne styrer byen med jernhånd. Da håbet næsten er ude, finder pigerne et køretøj og et kort, der viser vejen til vand - og måske ud af ørkenen. Første del af serie
Vurdering
Spændende og godt skrevet bog om en dystopisk fremtidsverden, hvor man næsten kan mærke sandet knase mellem tænderne og solen brænde på huden. Fortællingen fungerer mest som en introduktion til serien og har ikke en fuldt afrundet historie i sig selv. Der præsenteres many karakterer og handlingsspor, som lover godt for de næste bind. Forsiden er flot og passer perfekt til bogens stemning
Andre materialer om samme emne
Bogen minder om samme forfatters serie "Kloden under vand", som starter med Den druknede soldat. Her er verden druknet i vand i stedet for sand. I den grafiske roman 78° er det også en kamp om overlevelse under den brændende sol
Materialet er vurderet af: Louise Mellerup Andersen
