Vera i virkeligheden

Veras far er død, hendes veninder hader hende, og den fyr, hun længe har været vild med, viser sig at være en klovn. Men så får Vera chancen for at komme på en uges forfatterkursus, som hun altid har drømt om. Og man behøver vel ikke at hænge ud med de andre nørder på kurset, gør man?

Undskyld jeg slog dig ihjel.
Det var ikke med vilje.
Jeg brugte hverken pistol eller kniv,
pude eller gift.
Det hverken larmede eller lugtede.
Mit våben var usynligt.
Jeg klædte mig på til fest,
stramme jeans, ny stropbluse.
Jeg lagde makeup.
Jeg slog dig ihjel, mens jeg dansede.
Jeg slog dig ihjel,
mens jeg knaldede.
Jeg slog dig ihjel med ligegyldighed.

---

Gyldendal 2011

---

Ida-Marie Rendtorff har skrevet en meget smuk og rørende bog om den 16-årige Vera, der hedder Vera, fordi hendes mor havde så forfærdeligt mange veer, da Vera blev født. "Vera i virkeligheden" hedder romanen, og virkeligheden - den barske virkelighed - må Vera virkelig forholde sig til.

Romanen foregår over en uges tid med tilbageblik til fortiden, der river og rusker i Veras samvittighed. Vera skal på en uges skrivekursus for særligt talentfulde unge skrivere, men hun er i krise og har faktisk slet ikke styr på sit liv.
Veras far er død, og hun har det svært med, at det skete en aften, hvor hun valgte at gå til fest. Om morgenen finder hun faderen død i sengen. Han har begået selvmord ved hjælp af piller.
Forfatterkurset hjælper hende imidlertid tilbage på sporet, selv om det hele tiden er hårdt at konfrontere sig selv med fortiden og de ubehagelige fakta, men hun får ad flere omgange skrevet sig godt igennem sin enorme skyldfølelse.
Hun ender med at gøre op med sin skyldfølelse, og hun finder også sine ben i forhold til de andre unge kursister, som hun har holdt lidt på afstand - ikke mindst den dejlige fyr Oskar. Til trods for, at romanen kun strækker sig over en uge - men en yderst vigtig uge - så tror man på, at Vera er kommet et lille step videre.
"Vera i virkeligheden" er skrevet i jeg-form, og man mærker tydeligt, at Ida-Marie Rendtorff selv har gennemgået skrivekurser og selv har afholdt endnu flere. Man mærker også, at forfatteren har et dybtgående kendskab til det, hun skriver om. Romanen er særdeles velskrevet og spændende, næsten en page turner, som man siger på udenlandsk. Ida-Marie Rendtorff har skrevet en flot og stærk roman, som det har været en sand fornøjelse at kaste øjnene i, og den bør få mange læsere fra 13 år og opefter.

Anmeldt af Bent Rasmussen, redaktør af "SKOLEBIBLIOTEKET"
December 2011.

---

Lektørudtalelse:
Anvendelse/målgruppe/niveau
God og letlæst bog for især piger fra 12 år. Forsiden passer godt til indholdet og viser hovedpersonen Vera, der i jeg-form fortæller om en uge i sit 16-årige liv, hvor hun er på forfatterkursus. Også indbydende bagsidetekst.

Beskrivelse
Den meget produktive forfatter holder selv skrivekurser for unge, og det mærkes. Langsomt afdækkes Veras fortid og problemer. Hun bærer på en hemmelighed, nemlig farens psykiske sygdom og død for egen hånd, mens Vera er til fest, og moren på konference. Vera får nu en ubærlig skyldfølelse, samtidig med at hun isolerer sig fra venner, og det slet ikke går med drengene. Handlingen krydsklipper nu mellem hendes tilbageblik på dødsfaldet og den intense uge på kurset. Her skal hun skrive, og bruger sine erfaringer og følelser, selvom det er svært og gør ondt. Bogen er velskrevet, ligetil og letlæst. Beskrivelsen af Vera og hendes følelser er troværdig, og læserne vil let kunne identificere sig med hende.

Sammenligning
Bogen adskiller sig ikke væsentlig fra mange andre klassiske ungdomsbøger, hvor hovedpersonen gennemgår en krise og kommer styrket ud på den anden side.

Samlet konklusion
Velskrevet og vedkommende lille historie, der nok mest vil tiltale piger fra 12 år.

Lektør: Tove Delica

---

Ida-Marie Rendtorff
Vera i virkeligheden

Vera er 16 år og bor i København sammen med sin mor. Hun har talent for at skrive, et talent, som hendes afdøde far har opfordret hende til at udvikle.
Vera har søgt optagelse på et ugelangt forfatterkursus, som er arrangeret af et forlag, og i historiens start får hun et brev fra forlaget, der meddeler, at hun er optaget på kurset.
I flash back afsløres det, at Vera føler skyld over farens død. Han havde været psykisk syg og havde taget sit liv en aften, hvor moren havde været på kursus, og Vera var taget til fest sammen med nogle venner. Efter farens død havde Vera isoleret sig mere og mere fra sine venner, og også forholdet til moderen er blevet gradvist dårligere.
Vera tager imidlertid af sted på forfatterkurset, og det lykkes hende at skrive sig fri både af sin skyldfølelse og sin følelse af vrede over, at faderen har svigtet hende. Hun knytter nære venskaber med nogle af medkursisterne, og i bogens slutning aner man en spirende forelskelse i Oskar, som har hjulpet hende med at gøre sig fri af de mange tunge tanker.
Vera vender tilbage til København med nyt mod på livet og en fremtidig forfatterkarriere. Og hun har allerede bestemt at første eksemplar af den bog, hun vil skrive, skal lægges på hendes fars grav.
Historien er meget velskrevet – især har Ida-Marie Rendtorff været god til på ægte og troværdig vis at skildre Veras modstridende følelser.
Bogen vil appellere til pigerne fra ca. 6. klasse, og den kan varmt anbefales.

Torben Ringbro, Børn og Bøger

---

UNGDOMSBOG
Ida-Marie Rendtorff: Vera i virkeligheden, Gyldendal, 184 s., 229,95

Veras far er død. Hendes drømmefyr viste sig som en idiot. Og hverken de sms’ende veninder eller den vemodige mor kan hun tale med. Men hun kan skrive. Det giver Vera en følelse af at være og mulighed for at bearbejde, hvad der er sket. Sådan var det i det mindste for hende, før hendes far døde, tænker hun i Ida-Marie Rendtorffs fortælling. Vera skrev så godt, at hun er blevet udtaget til en uges forfatterkursus i Skagen. Siden farens død har hun ikke fået en linje ned, men i løbet af kurset fortager skriveblokeringen sig. ’Der er gået hul i verden’, hedder det et sted, hvor der bogstavelig talt er røget en rude mellem Ida-Marie Rendtorffs værelse og omverdenen. Alt bliver ikke ved med at være ’fucking verdens undergang’ i en bog, som er herlig uden at være overfladisk og dyb uden at virke tung.
Dorte Hygum, Politiken