Kryds og bolle

Kryds og bolle

Fridas bedste veninde Asta flytter langt bort, og Shani og hans far flytter ind. Shani har en tromme, der kan tale. Men Frida savner Asta og gider ikke lege med Shani og hans fjollede tromme. Eller gør hun?

Gyldendal 2015


Lektørudtalelse

Kort om bogen
Fridas bedste veninde og nabo flytter. Da flyttevognen ruller ned ad vejen, varer det ikke længe inden en ny familie flytter ind i Astas hus Det er en underlig familie. Faren er fra Ghana, og drengen skal gå i Fridas klasse. En gul Dingo til børn fra 8 år. Lix 16

Beskrivelse
Ida-Marie Rendtorff fortæller historien om, hvor svært det er, når ens bedste ven flytter, og man føler sig forladt - til en ny ven dukker op, og man bliver glad igen. Frida synes, de nye ovre i Astas hus er mærkelige. Drengen hedder et underligt navn, han er brun og har sorte krøller. Faren er en stor sort mand fra Ghana. Frida er vred og gider ikke snakke med dem. Hun holder øje med de nye, da de flytter ind. De har en stor tromme, der kan tale. Det fortæller faren, men det tror Frida ikke på. Da mor ikke kan starte bilen, skal Frida passes ovre hos Shani. Da hører hun trommen tale, og hun lærer at spille gulle-gulle. Fra den dag er Frida og Shani nye venner. Omslaget viser Frida, der sidder oppe i et træ, mens Shani nedenfor tager hendes bold

Vurdering
Det er en rigtig god historie, der drejer sig om hverdagsproblemer, mange vil kunne genkende. Bogen er en letlæst gul Dingo med et omslag, der gør læseren nysgerrig. Illustrationerne af Pauline Drasbæk støtter læsningen, fordi de viser Fridas følelser, fra sorg og savn over at miste, til hendes nysgerrighed overfor nyt

Andre bøger om samme emne/genre
Kleo flytter på landet er også en god bog men lidt lettere at læse

Til bibliotekaren
En gul Dingo med robust hårdt omslag. Anbefales til indkøb til læsetræning

Lektør: Lisbeth Thue Hansen