Lige nu er allerede i morgen

Du er ikke alene

I novellesamlingen "Du er ikke alene".

”Du er ikke alene” er en samling smukke og rørende noveller til børn – og ikke mindst deres forældre – skrevet af nogle af landets mest anerkendte børnebogsforfattere; Kenneth Bøgh Andersen (forfatteren bag Antboy), Kirsten Sonne Harild, Ida-Marie Rendtorff og Merlin P. Mann.

Alle fire noveller handler på hver deres særlige måde om at miste et nært familiemedlem. Novellerne er ikke blot gode, underfundige historier for børn og voksne, de er samtidig et godt udgangspunkt for refleksioner over og samtale om de store temaer liv, død, håb og sorg.

Novellerne er illustreret af nogle af Danmarks bedste illustratorer: Rasmus Jensen, Jan Solheim, Otto Dickmeiss og Leo Scherfig.

Novellesamlingen koster 29,95 kr. og kan købes i Arnold Busck, Bog&Idé, Boghandleren, Bøger&Papir og BabySam. Den kan også købes via Dafolo og saxo.com, hvor den også findes som e-bog.

Børn, Unge & Sorg 2013


I oktober 2013 udkom novellesamlingen "Du er ikke alene", udgivet af organisationen Børn, Unge & Sorg, der bl.a. tilbyder gratis psykologhjælp til børn og unge, der har mistet et nært familiemedlem.

”Du er ikke alene” er en fornem samling noveller til børn i alderen 8-12 år, og den sætter fokus på børn, der lever med alvorligt syge forældre/søskende – eller som har mistet en far, mor, søster eller bror. Hvert år mister eller lever 140.000 danske børn og unge med alvorligt syge forældre eller søskende. Børn, Unge & Sorg tilbyder bl.a. gratis psykologisk rådgivning til målgruppen.

Historierne handler på hver sin måde om at miste og tager læseren med ind i refleksioner over liv, død, sorg – og håb. De fire historier er skrevet af Kenneth Bøgh Andersen, Kirsten Sonne Harild, Ida-Marie Rendtorff og Merlin P. Mann, og novellerne er illustreret af Rasmus Jensen, Jan Solheim, Leo Scherfig og Otto Dickmeiss.

Novellerne er et led i Børn, Unge & Sorgs kampagne – www.givhåb.nu – som de næste to år på forskellige måder sætter fokus på problematikken

Kenneth Bøgh Andersens ”Den sidste tryllekunst” har drengen Gustav som synsvinkelbærer. Hans elskede farfar ligger for døden. Farfaderen har været en berømt illusionist – Den Fantastiske Trabini – og ”troldmandens værksted” (farfaderens) har altid haft en dragende virkning på Gustav, der også har en stærk tro på, at farfaderen med sin magi kan klare alting. Den tro stammer bl.a. fra dengang, hvor farfaderens hund Max blev kørt ned og ligger som død, da farfaderen og Gustav når frem til den. ”Kald på ham”, siger farfar, og da Gustav siger hundens navn, springer dens øjne op…”

Desværre gælder det samme ikke, da Gustavs farmor dør – eller farfaderen selv, men Kenneth Bøgh Andersen leger fint og elegant med det, der ligger uden for vores umiddelbare fatteevne.

Kirsten Sonne Harilds novelle ”Søster Sol” handler om to tæt forbundne søstre, Sara og Siri. Sidstnævnte er livstruende syg. Nogle familieture til stranden og et fyrtårn har mejslet sig ind i de to pigers hukommelse som gode oplevelser, der får stor betydning i sygdomsforløbet. Da Siri dør, efterlader hun en besked til Sara om, at hun skal besøge fyrtårnet og Fyr-Sørensen, fyrpasseren – og her venter en dejlig overraskelse midt i al sorgen.

Ida-Marie Rendtorff har skrevet novellen ”Lige nu er allerede i morgen”. Hovedfiguren Felicia har lukket sig inde i en skal efter en trafikulykke, hvor hendes mor og søster bliver dræbt. Hun har mere end svært ved at komme ud af denne skal, men da Piiter og hans forældre flytter ind i nabolaget, sker der noget. Piiters far sidder i kørestol efter et styrt fra en stige, og han er sammen med sønnen Piiter god til at finde uden om Felicias ”forsvarsværker”. En rigtig fin novelle!

Merlin P. Mann er i fantasygenren med novellen ”Skiftingen”, hvor de meget forskellige og dog uadskillelige tvillingepiger, Mina og Juna, til sidst må skilles, fordi den ene viser sig at være en skifting, der på et tidspunkt forvandles og må drage hjem til underverdenen.

Denne lille, meget fine og smukke bog koster kun 29,95, og overskuddet går til foreningen Børn, Unge og Sorg. Man kan læse mere om foreningen på: http://www.bornungesorg.dk/
Bogen kan også købes som e-bog. 


Samlet bedømmelse:10/10
Sprog:10/10
Handling:9/10
Underholdningsværdi:10/10
Bogen udkommer i dag

Du er ikke alene, er en samling rørende noveller for børn i alderen 8-12 år. Novellerne tager os sikkert og fast igennem historier omkring liv og død, sorg og vigtigst af alt; håb. Novellerne er skrevet af 4 af landets bedste børnebogsforfattere.
De tager barnelæseren kærligt i hånden og fortæller dem om livets gang. Hvor hver enkelt novelle har sin egen måde at berører de ømme områder som kan være svære at snakke om.

Dette er en hel unik samling noveller med smukke illustrationer, som er til at le af, men som også giver stof til eftertanke. Det er hvad bogen er, historier som de yngre kan forholde sig til, og snakke om bagefter med de voksne. Novellerne berører et ømtåleligt emne, men gør det på en god måde.

Noget af det jeg som ældre læser holdt allermest af igennem bogen var deres forskellige skildringer, og det var faktisk i disse noveller det gik op for mig at bøger er kunst. Hver novelle var skrevet med forfatterens egen, helt personlige måde, en måde jeg ikke har skænket så stor en tanke før, men nu gik op for mig.
”Du Er Ikke Alene” indgår i kampagnen Giv Håb som har til formål at øge kendskabet til Børn, Unge & Sorg og sikre Børn, Unge & Sorgs økonomi på længere sigt. Hvert år mister eller lever 140.000 danske børn og Unge med alvorligt syge forældre eller søskende. 


Noveller for børn om at miste skrevet af gode børnebogsforfattere. Kan varmt anbefales.

Fire noveller med tab af et nært familiemedlem som fælles tema. Fælles er også, at sorg er kærlighedens pris. Novellerne handler derfor lige så meget om kærlighed som om sorg.
Fire moderne børnebogsforfattere har givet sig i kast med opgaven, og alle har skrevet et nærværende og brugbart bidrag. Novellerne er velskrevne, rørende, sjove og i forskellige genrer, blandt andet fantasy.
Fint er det, at novellerne beskriver forskellige sorgreaktioner. Især lægges der vægt på, at novellernes hovedpersoner får hjælp til at tage afsked med den døde og finder håb til at komme videre med deres liv.
Ingen bliver ladt alene i novellernes univers, og det skal heller ikke ske i læsning af novellerne. Børn og voksne skal læse dem sammen, dels fordi de er lidt lange, dels fordi novellerne giver et godt udgangspunkt for samvær og samtale.
Novellerne kan varmt anbefales.